HVAD ER FILOSOFISK PRAKSIS

Historien bag...


Filosofien har altid været levende, men har i lange perioder været på hvilepuls. Det, som oprindeligt var en aktivitet rettet mod det virkelighedsnære - mod menneskelivet - blev med tiden en disciplin, der ofte beskæftigede sig med virkelighedsfjerne problemstillinger og abstrakte idéer.  


Hen mod slutningen af det 20. århundrede skete der dog noget nyt: Et stigende antal filosoffer rundt om i verden begyndte at vække filosofien til live som praktisk disciplin uden for universiteternes vægge. Hurtigt forgrenede bevægelsen sig ud i flere retninger og omfattede inden længe:

  • filosofisk vejledning
  • filosofiske samtalesaloner & caféer
  • sokratiske dialoggrupper
  • filosofi med børn (P4C)
  • etisk rådgivning for ledere, virksomheder og organisationer


Den dag i dag er filosofisk praksis stadig et felt i rivende udviking og hvert år opstår der nye måder at iscenesætte den filosofiske tænkning på.


Metoderne og tilgangen til filosofisk praksis varierer fra praktiker til praktiker, men den grundlæggende hensigt er ens: at få mennesker til at tænke. Det er godt at læse eller høre om filosofiske idéer igennem andre, men langt mere kraftfuldt, når man maner sin egen indsigt frem. 

Væk din indre filosof til live!


Det er ingen kunst at filosofere. Men det er en kunst at blive ved. Filosofien forudsætter nemlig, at vi sætter spørgsmålstegn ved alt det, vi tager for givet. Ikke én gang, men én gang for alle.


Ud fra min erfaring kan filosofisk praksis derfor opfattes som både et rum, en indstilling og et værktøj:


Rummet er det eksistentielle frirum, som åbner sig for os, når vi filosoferer. 

Indstillingen er villigheden til at undersøge verden fra et filosofisk perspektiv.

Værktøjet er filosofien forstået som et redskab, der kan vække vores indre filosof til live.


Spørgsmålene er aldrig givet på forhånd. 


Svarene fører ned ad nye veje. 


Måske ender du det samme sted, men på en anden måde end før.

MULIGHEDER

Svaret er ikke altid løsningen


En vigtig forudsætning i filosofisk praksis er, at den nægter at reducere eksistentielle, åndelige og etiske spørgsmål til patologiske, psykologiske, samfundsmæssige, sociale eller psykoterapeutiske problemstillinger. Set fra den filosofiske praksis' side er vores liv ikke et problem, der skal løses, snarere en gåde, der skal undersøges.


Når vi spørger os selv "Hvad er meningen med mit liv?", "Gør jeg nu det rigtige?", "Hvorfor er det så svært med kærligheden?" eller "Hvordan håndterer jeg det at blive ældre?" er det med andre ord ikke nødvendigvis tegn på, at der er noget i vejen, som skal korrigeres. Det kan i stedet ses som udtryk for, at der er uafklarede gåder i livet, som vi har et dybfølt behov for at komme i kontakt med.


Kunsten er at blive ved med at stille os selv og hinanden livets store spørgsmål, selvom svarene ikke altid dukker op.


Ofte er det rigtige svar ikke den rigtige løsning.


Måske findes de rigtige svar slet ikke?

Her kan du læse mere her om de forskellige aktiviteter, jeg tilbyder.

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål, forespørgsler om andre aktiviteter eller brug for flere oplysninger.

TIDLIGERE AKTIVITETER




FILOSOFISK PRAKSIS

Ryesgade 57, 2100 København Ø


KONTAKT
Tlf: 30 14 06 11

info@filosofiskpraksis.dk






© Filosofisk Praksis 2019-2020