HVAD ER FILOSOFISK PRAKSIS

Historien bag...


Filosofien har altid været levende, men har i lange perioder været på hvilepuls.


Det, som oprindeligt var en aktivitet rettet mod det virkelighedsnære - menneskelivet - blev med tiden en disciplin, der  beskæftigede sig med virkelighedsfjerne problemstillinger og abstrakte idéer.  


Hen mod slutningen af det 20. århundrede skete der noget nyt: Et stigende antal filosoffer rundt om i verden begyndte at vække filosofien til live som praktisk disciplin uden for universiteternes vægge. 


Hurtigt forgrenede idéen sig ud i flere retninger og omfattede snart filosofisk vejledning, filosofiske samtalesaloner & caféer, sokratiske dialoggrupper, filosofi med børn (P4C) og etisk rådgivning for virksomheder og organisationer.


I dag er filosofisk praksis stadig et felt i rivende udviking og hvert år opstår der nye måder at bruge filosofien på.

Metoderne og tilgangen til filosofisk praksis varierer fra praktiker til praktiker, men den grundlæggende hensigt er ens: at få mennesker til at tænke. 

Væk din indre filosof til live


Det er ingen kunst at filosofere.

Men det er en kunst at blive ved.


Filosofien forudsætter, at vi sætter spørgsmålstegn ved alt det, vi tager for givet.

Ikke én gang, men én gang for alle.


Spørgsmålene er aldrig givet på forhånd. 


Svarene fører ned ad nye veje. 


Måske ender du det samme sted, men på en anden måde end før.

Svaret er ikke altid løsningen


Set fra den filosofiske praksis' side er vores liv ikke et problem, der skal løses, snarere en gåde, der skal undersøges.


Når vi spørger os selv: "Hvad er meningen med mit liv?", "Gør jeg det rigtige?", "Hvorfor er det så svært med kærligheden?" eller "Hvordan håndterer jeg det at blive ældre?" er det med andre ord ikke nødvendigvis tegn på, at der er noget, som skal korrigeres.


Det kan i stedet ses som udtryk for, at der er uafklarede gåder i livet, som vi har et dybfølt behov for at komme i kontakt med. 


Ofte er det rigtige svar ikke den rigtige løsning.

Måske findes de rigtige svar slet ikke.

HVORFOR FILOSOFERE?

FÅ STYR PÅ DIN LIVSFILOSOFI


Alle mennesker har en livsfilosofi, men de færreste tager sig tid til at få afklaret, hvad den går ud på - og om det overhovedet giver mening at holde fast i den. 


At filosofere er at starte forfra.


Samtidig begynder du at kaste et anderledes blik på dig selv og dine omgivelser. 

FIND MOD, HÅB & PERSPEKTIV


Det er meget forskelligt, hvad folk får ud af at filosofere.


Nogle overvældes af nye idéer og impulser.

Andre fordyber sig i de mange spørgsmål som dukker op.

Nogle bliver sprudlende og kreative.

Andre bliver stille og eftertænksomme.


På trods af de mange forskellige reaktioner, har jeg igennem årene kunne se nogle fællestræk i folks oplevelse af at filosofere.


Det, som jeg oftest hører er, at filosofien giver:


Mod - til at tænke og handle anderledes

Håb - om forandring og nye handlemuligheder

Perspektiv - tiltrængte nye vinkler på gamle problemstillinger

FÅ GREB OM ETIK & EKSISTENS


Filosofiske samtaler forgrener sig hurtigt i mange retninger.


Alt er på spil, intet er fredet. Især ikke status quo.


Hvem er du? Hvad er et godt liv?


For at kunne mærkes, må filosofien tage udgangspunkt i det, der sker i vores liv.


Udgangspunktet er derfor, at du er villig til at dykke ned i de spørgsmål, som former din livsanskuelse.





FILOSOFISK PRAKSIS

Ryesgade 57, 2100 København Ø


KONTAKT
Tlf: 30 14 06 11

info@filosofiskpraksis.dk






© Filosofisk Praksis 2019-2020